Lidt om Salsa

Hvorfor er millioner af mennesker over hele verden i de sidste 30 år blevet besatte af cubansk salsa? En af forklaringerne er, at salsa ikke bare er en dansestil blandt mange andre. Salsa betyder “sovs” på spansk, hvilket antyder, at salsa er en sammensmeltning, en mangfoldighed og en helhed. Med navnet ”sovs” gør cubanerne grin med den måde, vi i vesten traditionelt har opfattet klassisk dans på som opdelt og splittet i genrer, dansestile og komplicerede kategorier, som man helst skal være finkulturel ekspert for at forstå sig på.

Salsa er ikke finkultur og for at danse salsa er det ikke vigtigt at være ekspert. Salsa er for alle – unge og gamle, tykke og tynde, høje og lave, ja selv syge og svage. Det vigtige er ikke, hvordan man ser ud, når man danser, men danseglæden og fællesskabet, man oplever, når man bevæger sig og improviserer, legende og svedende sammen med andre til rytmisk musik. Mange bruger salsa til at komme sig efter en depression.

Den cubanske salsakultur nedstammer fra tre kontinenter – Afrika, Amerika og Europa – og er blevet sammensmeltet til den sovs, som kaldes salsa. Sovs leder også tanken hen på noget, som ikke nødvendigvis er særligt smukt, men som er flydende, som pirrer sanserne med lugte, smage og farver og som frem for alt skal opleves og nydes.